Studiepraktik
Vil du udvikle læring, frivillighed og fællesskaber for unge?
Vi søger en praktikant, der vil være med til at styrke vores arbejde med frivillige og ungefællesskaber for unge der oplever psykisk sårbarhed. Du kommer til at samarbejde med os i sekretariatet, vores fantastiske frivillige og vores samarbejdspartnere.
PRAKTIK I FRIVILLIGORGANISERING
Vær med til at organisere, støtte og uddanne frivillige i en landsdækkende ungdomsorganisation
Som praktikant i SIND Ungdom vil du være med til at udvikle vores 14 ung-til-ung fællesskaber for unge, der oplever psykisk sårbarhed rundt om i landet.
Du bliver en vigtig del af vores sekretariat og får rig mulighed for at få ansvar og indflydelse i løbet af din praktik. Du får en vigtig rolle i at uddanne, støtte og organisere vores fantastiske frivillige i deres arbejde med at skabe meningsfulde og rummelige ungefællesskaber.
Vi tilbyder
Et meningsfuldt og udviklende praktikforløb i et lille sekretariat på Nørrebro, hvor du får ansvar, sparring og mulighed for at sætte et tydeligt aftryk.
Dine opgaver
- Bidrage til at videreudvikle vores grunduddannelse for frivillige og skabe gode online/hybride læringsformater.
- Udvikle en ny frivillighåndbog, der sikrer ensartet og tryg opkvalificering af alle frivillige (PDF, Canva eller web).
- Opdatere og udvikle materialer til frivillige – fx guides, introduktioner og små læringsforløb.
- Understøtte vores frivillige i lokalforeningerne sammen med sekretariatet.
- Hjælpe med screening og onboarding af frivillige samt løbende drift i sekretariatet.
- Bidrage til at planlægge og afholde årets frivilligweekend, sammen med dygtige kollegaer i sekretariatet.
- Andre ad hoc-opgaver, som har prioritet.
Om dig
- Du studerer på en videregående uddannelse som fx. psykologi, folkesundhedsvidenskab, statskundskab, sociologi, socialvidenskab, pædagogik eller lignende.
- Du synes undervisning, læringsdesign og formidling er spændende.
- Du kan tænke i online/hybride læringsformater og strukturere viden.
- Du arbejder selvstændigt, er god med mennesker og kan holde overblik.
- Bonus, hvis du interesserer dig for psykologi, frivillighed, unges mentale sundhed – og fx kan finde rundt i Canva og CMS-systemer eller er frisk på at lære det.
Praktikperioden
Vi sørger for, at din praktik bliver tryg og lærerig med feedback. Praktikperioden er i foråret 2026 - vi er fleksible i forhold til dit studies krav, og hvis du har bestemte præferencer, så lad os vide det. Arbejdstiden aftales nærmere og er som udgangspunkt omkring 30 timer om ugen. Vi er naturligvis fleksible i forhold til eksamensperioder samt hvis du har brug for at følge fag ved siden af. Praktikken er ulønnet.
Du kan forvente nogen rejseaktivitet til lokale ungefællesskaber, så du møder og lærer vores frivillige bedre at kende.
Yderligere info
Hvis du har spørgsmål angående praktikforløbet, er du velkommen til at kontakte projektleder Selina Hemme på selina@sindungdom.dk / 53747300.
Ansøgningsfrist er den 7. december
Send en kort ansøgning og CV til info@sindungdom.dk – skriv “Praktik Forår 2026” i emnefeltet. Oplys også gerne hvornår du kan starte og hvor længe du kan være i praktik hos os.
Fristen er d. 7. december. Vi forventer at afholde samtaler i uge 51.
OM SIND UNGDOM
SIND Ungdom er en landsdækkende ungdomsorganisation. Vi arbejder for et samfund, hvor ingen unge står alene med psykisk sårbarhed, men møder forståelse og får støtte til at genvinde troen på sig selv og fremtiden. Læs mere om vores organisation her.
SIND Ungdom har i dag 14 frivilligdrevne ungefællesskaber rundt om i landet. Her kan unge, der oplever psykisk sårbarhed, mødes og være noget for hinanden, præcis som de er. At blive mødt med forståelse og omsorg af andre unge hjælper de unge til at se på sig selv på nye måder, føle sig mindre alene og få det bedre. Læs mere om vores ungefællesskaber her.
SIND Ungdoms sekretariat organiserer ungefællesskaberne og uddanner de frivillige. Herudover arbejder vi for at nedbryde tabuer om psykisk sårbarhed blandt unge gennem debat, oplæg, podcasts og undervisningsmaterialer.