SIND UNGDOM SØGER SEKRETARIATSLEDER
Vi søger en sekretariatsleder med flair for personaleledelse, der kan sikre en bæredygtig finansiering af vores arbejde og sætte unges mistrivsel på dagsordenen.
Brænder du for at gøre en forskel for unge med psykisk sårbarhed? Har du et stærkt værdikompas og evnen til at lede en organisation i udvikling? Så er du måske SIND Ungdoms nye sekretariatsleder!
Dine arbejdsopgaver og ansvarsområder
Vi tilbyder en stilling med stort udviklingspotentiale med dygtige, dedikerede medarbejdere og frivillige, som er drevet af at gøre en forskel for unge, der oplever psykisk sårbarhed. Du bliver øverste leder og kommer til at bidrage aktivt til at sætte retningen for SIND Ungdom, herunder vil du få en vigtig rolle i udviklingen af organisationens fremtidige fundraisingstrategi.
Som sekretariatsleder får du en central rolle i organisationen, hvor du skal:
- Motivere og lede sekretariatets medarbejdere samt støtte og sparre med både bestyrelse og medarbejdere.
- Have det øverste ledelsesansvar for vores driftstilskud og projektbevillinger, og sikre at krav og deadlines overholdes.
- Sikre en stærk og effektiv drift af sekretariatet, herunder budgetstyring, fundraising og administration.
- Sætte strategisk retning, lede udvikling og prioritere mål.
- Bygge relationer og netværk med relevante aktører, fonde og samarbejdspartnere.
- Facilitere og betjene SIND Ungdoms landsbestyrelse, der består af unge frivillige.
Hvem er du?
Sekretariatet er et lille, men passioneret team, der løber stærkt, løfter i flok og samarbejder tæt med bestyrelse, lokalforeninger og frivillige. Vi søger en leder, der kan lede tillidsbaseret med klare rammer og struktur og samtidig styrke arbejdsfællesskabet og sikre trivsel.
For os er det vigtigere hvem du er, end hvilken uddannelse du har. Vi ser gerne at du har erfaring fra lignende opgaver og projektudvikling- og ledelse i fx. civilsamfundet, fonde eller interesseorganisationer. Erfaring som personaleleder på øverste niveau er ikke et krav – det vigtigste er, at du er klar på at prioritere trivsel og bygge et stærkt team omkring dig.
Vi håber, du kan sætte en tydelig retning, prioritere mål og føre dem ud i livet. Du skal have overblik og struktur til at balancere de mange facetter af vores arbejde i en mindre organisation. En god forståelse for administration, økonomi og budgetstyring er afgørende for at lykkes i rollen. Erfaring med fundraising og samarbejde med fonde, offentlige tilskudsgivere og private donorer er en klar fordel, ligesom kendskab til udfordringerne og mulighederne inden for civilsamfundets finansiering. Du trives i en alsidig og travl hverdag, og kan finde løsninger, hvor egne kompetencer ikke rækker.
Vi søger en person med stærke relationelle og kommunikative evner, der kan opbygge og vedligeholde tillidsfulde relationer internt og eksternt samt formidle visioner og resultater klart og inspirerende. Personligt brænder du for SIND Ungdoms mission og du kan se dig selv repræsentere en ungdomsorganisation, hvor frivillighed og fællesskab er i hjertet af alt, vi gør.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en meningsfuld og udfordrende stilling, hvor du kan præge en organisation i forandring og løfte SIND Ungdom til nye højder. Du bliver en del af et tæt samarbejde med engagerede kollegaer, dedikerede frivillige og en bestyrelse, der brænder for at gøre en forskel for psykisk sårbare unge. Vi er en omsorgsfuld arbejdsplads med plads til udvikling, passion og nye idéer, og vi tilbyder en fleksibel hverdag, herunder mulighed for to ugentlige hjemmearbejdsdage.
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer.
Ansættelse og vilkår
Sekretariatslederen ansættes af SIND Ungdoms bestyrelse. Sekretariatslederen varetager den øverste daglige ledelse af foreningen og dens aktiviteter, herunder ledelse af sekretariatets ansatte. Kontrakt og løn forhandles med udgangspunkt i dine kvalifikationer. Vi er ikke lønførende, men supplerer med fleksibilitet og betalt frokostpause. Arbejdsstedet er SIND Ungdoms Sekretariat på Heimdalsgade 37 2200 København N. Der vil forekomme møder og aktiviteter uden for almindelig arbejdstid og -adresse.
Ansøgningsfrist og kontakt
Du ansøger ved at uploade din ansøgning og CV via denne form.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lucas Bisgaard på tlf. 81116860 eller på mail lucas@sindungdom.dk.
Stillingen ønskes besat senest d. 1.3.2025.
Ansøgningsfristen er 14. Januar kl. 12. Vi holder 1. runde samtaler 20.-22. Januar og 2. runde d. 27. Januar.
Vi glæder os til at høre fra dig!
OM SIND UNGDOM
SIND Ungdom er en selvstændig landsdækkende ungdomsorganisation. Vi arbejder for et samfund, hvor ingen unge står alene med psykisk sårbarhed, men møder forståelse og får støtte til at genvinde troen på sig selv og fremtiden. Læs mere om vores organisation her.
SIND Ungdom har i dag 16 lokalforeninger rundt om i landet. Lokalforeningerne drives af vores fantastiske ca. 100 frivillige, der står for at skabe lokale ungefællesskaber for unge psykisk sårbare i alderen 16-35 år. Fællesskaberne er SIND Ungdoms hjerte og kerneaktivitet. Via fællesskaberne tilbydes unge sårbare stabile, tabufrie frirum, hvor det inddragende og stærke fællesskab skaber unikke rum for udvikling og øget mental trivsel. Læs mere om vores ungefællesskaber her.
SIND Ungdoms sekretariat organiserer ungefællesskaberne og uddanner de frivillige. Herudover arbejder vi for at nedbryde tabuer om psykisk sårbarhed blandt unge gennem debat, oplæg, podcasts og undervisningsmaterialer.